lørdag den 20. juli 2013

Det hvide bed ....


...er nu blevet to somre, og er ved at være vokset godt til.


                                                    Rigtig god og varm weekend!
Nu skal den næste uge nydes med camping i det Nordjyske, mens haven og katten passes af gode naboer!

mandag den 15. juli 2013

Havens absolutte magnet lige nu...


... er disse smukke hvide liljer, Asiatic White.




De blev sat sidste år i det hvide bed, og kvitterede da med 3 smukke og perfekte liljer. I år har de en højde på ca 130 cm, og har alle mere end 7 flotte store blomster.
De står i selskab med lys gul røllike "Achillea millefolium 'Credo'" og hvid drejeblomst (Physostegia virginiana), der i år også imponerer med en højde på 120 cm. 
Liljerne blev i foråret ellers truet af den røde lakbille, men heldigvis var jeg opmærksom på muligt angreb, og fik fjernet dem i tide.


 Det er ikke meget jeg når ind på bloggen, og heller får kommenteret de mange smukke blomsterscenarier der dukker frem. Det er ferietid, og dermed mindst muligt computertid. Haven nydes max, med alt hvad den kan præstere af blomster, kartofler, salat og krydderurter. Skønt, med skønt på :-)
Fortsat rigtig god sommer.

fredag den 12. juli 2013

Min stakkels hvide rose...

...der sidste år så sådan ud;
Kom i år først med 2 svagt rosa knopper










Som siden udviklede sig til en "spættet rosa".
 
Det er en White Nights slyngrose, som skulle blomstre med svagt gule/creme/hvide duftende blomster, så jeg undrede mig over det rosa skær den kom med i år. Dog havde jeg set en lidt for flittig trafik af mange myrer,samt nogle bladlus allerede i april, og har siden hørt at det kan give det "spættede look". Jeg må også indrømme at jeg havde spottet nogle syge blade, men med et for kort forår, nåede jeg ikke at tage hånd om den.

Få uger efter så hele rosen sådan ud :-(









Det er min første rose, så jeg har ikke meget erfaring ud i den ædle kunst, men har selvdiagnosticeret det som rust. Mon der er nogle der kan be- eller afkræfte diagnosen?
Jeg overvejede først at klippe den helt ned, for at give den en chance, men besluttede så at grave den helt op, for senere at starte på en frisk. Jeg har prøvet at samle alle syge blade sammen, men skal jorden mon også skiftes for at undgå at smitte en eventuel efterfølger?
Begrebet "rettidig omhu" fik jeg ikke levet op til, så det blev en lidt bitter erfaring.
Jeg går nu og overvejer, om jeg er blevet "rosenforskrækket" eller om jeg skal prøve igen. Drømmen er jo fortsat en duften hvid/creme/svagt gul klatre rose, op af espaliet ved det hvide bed, men samtidig er kravet en sund og stærk rose, der ikke har behov for meget nusseri. Nogle gode forslag?