torsdag den 3. oktober 2013

Sikke en ære .....

...det var, da jeg sidste weekend fik lov at binde min skønne kollegas brudebuket! 
Pga. arbejde i udlandet, skulle hun "pludselig" giftes, så et fint lille rådhusbryllup blev stablet på benene på 4 dage! Hun ønskede sig en rosa/lyserød buket og grundet varsling om nattefrost natten til lørdag,plukkede jeg en masse blomster ind, primært i rosa, men også de dahlier der var sprunget ud.
Heldigvis aftalte vi et hurtigt møde lørdag morgen, så vi kunne aftale mere præcist om hvad hun ønskede sig i buketten, og så jeg kunne afstemme det med kjolen.
Kjolen var en meget smuk silkekjole, med store efterårsblomster, -  bl.a. en stor orange - muligvis en dahlia?  Det var ret tydeligt, at de ellers meget fine rosa dahlier og zennia ikke matchede kjolen, men heldigvis havde jeg en enkelt stor brændt orange Dahlia, der spillede perfekt sammen med kjolen!

Grundet blomsten størrelse, og det at buketten skulle holdes op mod en spraglet baggrund, blev vi enig om en enkel buket, bestående af den orange Dahlia, lidt mørk violet dahlia og lathyrus, pletter i luften, lammeøre og pæonblade. Ind i buketten kom 2 små hjerter af perler jeg havde trukket på en metaltråd. 

Her et billede af den smukke kjole med de mange blomster.

Jeg synes det endte med en lille fin buket, som heldigvis også faldt i brudens smag.