tirsdag den 17. juni 2014

Det blev sand luksus...

...på denne tirsdag eftermiddag!
Efter en spændende dag med møde omkring det nye Neurohus i Glostrup og lidt shopping uden gevinst, var det en sand fryd at komme hjem til den dejlige have. Husets beboere er i disse dage forøget med to festlige efterskolevenner til ældstesønnen, og de havde velvilligt taget imod udfordringen om at stå for aftensmaden. Så meget mod sædvane, indtog jeg den nyligt ophængte hængekøje, og nød at nyde haven i vandret stilling. Det var faktisk ikke helt nemt bare at blive liggende, men den øvelse tror jeg må være et mål for sommeren, - og jeg tror jeg kan lære det.
Lydkulissen var perfekt med en skøn blanding af Frank Sinatra, Elvis og andre "goodies" samt muntre bemærkninger fra køkkenet over lasagnen.
At jeg så oven i købet også fik serveret en kølig gin og tonic, kunne ikke spolere humøret :-)
En af nyhederne i det hvide bed, har været disse smukke iris, som nu næsten er afblomstret.
Jeg har ellers forsøgt at være systematisk med at skrive ned hvad jeg får sat i haven, men her er endnu en smutter. Jeg husker løgene var et impulskøb i efteråret, købt for billig penge i et supermarked.
Jeg havde faktisk glemt dem, så jeg ventede spændt på hvad der dukkede frem af de voksende stængler. Det var først den gule farve som kom til syne, men hurtigt foldede den sig helt ud.
De har været et meget smukt indslag i det hvide bed.

Nu afsluttes luksusdagen på terrassen med lys i på bordet, fuglesang og en dejlig kop kaffe.
Sikke en dejlig dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du kiggede forbi! Har du tid og lyst bliver jeg altid glad for en lille hilsen eller kommentar!