onsdag den 22. januar 2014

Beskrivelse af en gravkurv..

...med lys og bånd, som jeg lavede fra børnebørn og oldebørn ved min fars begravelse (se tidligere indlæg, - jeg har lige glemt hvordan man laver links). 
Jeg har som tidligere beskrevet researchet en del på nettet, for at finde frem til noget, som jeg synes var meget personligt. Det var jo bl.a. det der var formålet med at lave det selv. 
Jeg fandt en butik, der som alternativ til kranse, havde lavet en kurv med et gravlys, og jeg viste straks, at det var det det skulle være! Jeg havde et pænt stort gravlys, så nu var kunsten at finde en kurv som kunne bruges til formålet. Det endte med denne fine aflange kurv på billedet. Den var ret dyb, så i bunden lagde jeg diverse pyntegrønt og lidt efeu, hvorpå jeg lavede en stabil bund, som base for lys og osasis.
Jeg nød godt af, at der var flotte roser rundt i butikkerne -10 stk. For 12,50 kr, så det gjorde det muligt at lege lidt. Gik det galt var der råd til nye.
Rosenkuglerne er lavet af runde oasiskugler, hvori der blot er stukket roser helt tæt. De havde først stået nogle timer i vand, efter de var blevet klippet helt korte - 2-3 cm. Stilk. Der var ikke roser i den nederste del, da denne blev gemt i det grønne. For at fæstne dem til oasisblokken, havde de fået en grillpind.

Ud over kuglerne, var der en oasisblok, til at fæstne efeu, hyacinter samt brudeslør i små buketter til fyld/dække. Neden for ses det færdige resultat. Det endte ikke helt med det som jeg havde i mit hoved. Jeg synes der er lidt med dimensionerne, hvor den blev lidt for lang, men tiden var ikke til at lave det om, og jeg synes den var rigtig fin.


Jeg er rigtig glad for at jeg fandt ideen med kurven. Jeg synes, at der var noget symbolsk i, at lyset var tændt allerede i kirken, og senere blev tændt igen ved graven, da alle blomster var lagt på. Den blev lid anderledes og med godt spark på farverne, - og det synes jeg passer godt på min far. Han værdsatte livet til det sidste.