onsdag den 28. maj 2014

Akelejerne blomstrer talstærkt...

...rundt om i haven lige nu. Resultatet af, at jeg gennem de sidste par år har drysset lidt frø rundt i hjørnerne, samtidig med lidt forspirring, viser sig nu. Aldrig har der været så mange, og de er dejligt forskellige i farve og form. - Helt enkle og fine dobbelte.
De hvide med de lange "haler"  hedder Aquilegia, White Star. Forspirret 2012
 
 
Den gule er en Mckana aquilegia caerulea, som blev forspiret tilbage i 2010. Den kom også i en hvid og violet udgave.
 

De blå og rosa har jeg ikke navn på, men håber at de selvsår sig. Nogle har stået i haven i mange år, men andre er fremme for første gang. De er meget velkomne.
 




 
Et sted har de dog selvsået sig lidt for velvilligt - nemlig i det hvide bed. De overlevede sidste år, men er i år blevet meget kraftige med stor bladmasse, så nu må de ryge til fordel for noget andet.
Jeg vil forsøge at grave dem op, men p.g.a. pæleroden er det nok usikkert om de klarer det?
 
Sidste år købte jeg for første gang en akeleje til udplantning -  Aquilegia vulgaris 'Green Apples' . Jeg kan se rundt om på bloggene, at jeg ikke er den eneste der er faldet for den. Den står lige ved siden af den hvide løjtnantshjerte, og de komplementerer hinanden flot i både løv og blomst. (Det har jeg desværre ikke fået et billede af)
 
Glædelig Kristi Himmelfartsferie. Efter et par dages fri, er det nu blevet min tur til at arbejde. Men dejligt har det været at få sået det sidste i haven og ryddet lidt op rundt hjørnerne.

tirsdag den 27. maj 2014

Efter et par dage i stuen...

 ... ser weekendens buket nu sådan ud.

Buketten blev plukket tidlig lørdag morgen, og meget hurtigt arrangeret i vasen som beskrevet her .
Jeg var ikke helt tilfreds med den, men efter en dag, faldt den mere på plads efter min smag. Resedaens spir har rejst sig, og lodden løvefod tager også lidt mere plads. Det er altid spændende at følge, hvordan og i hvilket tempo de enkelte blomster udvikler sig i vasen.
"Reseda odorata alba" blev sået som to-årig tilbage i 2010, men blomstrer som det ses her med mere og mere kraft for hvert år. Jeg synes dens spir er rigtig gode i buketter, men selve udtrykket i bedet er blevet lidt for overvældende og rodet, så den skal vist tæmmes lidt.
 
I år har jeg for første år Honningløg, som blev købt for en 10'er i den lokale Kvickly.
Det ser ganske lovende ud synes jeg :-) 

Til sidst et billede af en anden nyerhvervelse - Astrantia Moulin Rouge.
 Den står på arbejde næste weekend, så nu kan jeg nyde 2 dages fri i haven. :-)

søndag den 25. maj 2014

Weekendens buket...

..blev en lidt rodet buket, hurtigt plukket lørdag morgen, inden den årlige hyttetur med 7.c.
 
Storkenæb, Iris og Akelejer dominerer nu i haven i smukke violette og blå farver. Her sat sammen med Lodden Løvefod, Sporebaldrian og Reseda. Jeg var ikke helt tilfreds med det endelige udtryk, men måtte lige have fyldt en vase inden vi skulle ud af døren. 
Nu er det blevet søndag aften, og det har været en skøn weekend, med sol, sommer og godt selskab. Det blev en god hyttetur, der i år var lidt speciel, da to klasser skal slåes sammen til en.
En spændende "øvelse" for børn og forældre, men det ser rigtig lovende ud:-)
Fjernsynet kører i baggrunden med sidste nyt fra valget, og jeg sidder glæder mig over buketten på bordet. Det sjove er nu, at udtrykket er helt forandret. Reseda'en (de hvide spir) og Iris'en har rejst sig, og buketten er nu meget mere harmonisk og fin.
Håber jeg når at tage et billede af den i morgen.

fredag den 23. maj 2014