mandag den 25. februar 2013

Lidt mere fra det hvide bed....


..nu med en collage af nogle af de blomster der kom i bedet. 




Klatrerose "White Nights"

Her en min planteliste, der dog ikke er helt komplet:
Sporebaldrian
Tobaksplante (lime/hvid) og  løvemund (creme/lysgul/hvid),
Liljer (3 stk) Asiatic White,
Røllike  Achillea millefolium 'Credo' 
Drejeblomst - hvid (Physostegia virginiana), 
Allium sand-løg (Allium vineale), 
Lammeøre,
Lavendel (Lavandula intermedia "Edelweiss"),
Solhat - Green Wizard Rudbeckia
Solhat Black Beauty Rudbeckia,
Echinecea purpurea "white swan"
Purpursolhat Echinacea purpurea 'Green Jewel'.
Hvid floks,
Høstanemone (Anemone japonica 'Honorine Jobert'),
Akeleje ( Mckana aquilegia caerulea (sået 2010))
Hvid løjtnanshjerte "Dicentra Alba"
Hvid akelejefrøstjerne (Thalictrum aqu."album")
Hvid scabiose  Caucasica "Miss Willmott"
2 forskellige Jomfru i det grønne (Nigella damascena. Albion black pod. Hvid) og Nigella Papillosa "African Bride" i bedet.


Som det fremgår af ovennævnte, var listen lang, for begrænsningen kunst er vist ikke min stærke side!
Hver for sig meget smukke blomster, og som til fulde opfylde drømmen om blomster til buketter over en lang sæson.

 

Men, men, men.. Trods bedre vidende, blev planterne spredt rundt i bedet, med et lidt for rodet udtryk som resultat. De hvide floks blev meget hvide og jeg synes også for dominerende, så der blev fjernet nogle igen i efteråret. Der mangler noget fylde bag til, og der er flere huller foran der savner blomster, men alt i alt synes jeg at det blev et godt første år for det nye bed. 
I år glæder jeg mig til at lege videre, og forsøge at skabe større sammenhæng i farve og udtryk

Til sidst en lille collage af dem der blev knap så hvide :-) 


,


søndag den 24. februar 2013

sommerkavalkade 2012 ...


...af det hvide bed.

Da jeg sad og kiggede mine billeder igennem fra 2012, fandt jeg pludselig flere billeder taget fra nogenlunde samme vinkel af det hvide bed. 


Der er ca. 8 mdr. fra det første til det sidste billede.



Snart følger lidt flere nærbilleder af, hvad bedet indeholder.


mandag den 18. februar 2013

Årets projekt 2012...

...blev etablering af det hvide bed, der ligger op af husets sydmur. Efter mange år, hvor jeg "kun" har haft blomster i køkkenhaven, - en blanding af forskellige stauder samt sommerblomster, fik jeg lyst til at indtage lidt af græsset og anlægge mit første rigtige staudebed.
Vinteren blev brugt til at planlægge, og det var her jeg fik øje på den enorme viden og erfaring,der gemmer sig bag haveblogs så jeg fik hurtig en lang blogliste som jeg fulgte med i.
 Mit mål var at sammensætte et bed, primært i de hvide farver, hvor der er blomster i en lang periode, blomster der kan klare "sydens sol" og tørre jord under udhænget, og blomster som kalder på at blive plukket til en buket. 
For at organisere alle mine tanker, og til at lave kartotek over de planter jeg støtte på, brugte jeg Microsofts "OneNote2010", hvilket jeg synes fungerede utroligt godt og som jeg varmt kan anbefale.

Her en lille collage af opstarten på det hvide bed. ...



og her et uddrag fra mine dagbogsnotater  25 marts 2012..

Efter en dejlig solrig eftermiddag i haven, blev bedet endelig færdigt og klar til at blive beplantet.
Det måler ca.  1,5  x 6 m, så der er taget ca. 9 m2 græstørv af i fuld længde. Det var lidt omstændeligt at få børstet mest mulig jord af, og jeg vil nok have "glæde"  af græsspirer i bedet et godt stykke tid frem. Jeg så følgende metode på en blog , så måske var det sådan de skulle være gjort? :-)

"Jeg har gravet to spadestiksdybde, for at få plads til græstørvene i bunden. Det har jeg gjort fordi jeg synes at det ville være synd og skam at fjerne græs med jord fra bedet, når det nu kan ligge dernede og fylde og græsset kan formulde."

Bedet blev herefter kantet med brosten, som vi jo har haft mange af på grunden. Herefter er det blev kultiveret og revet gange flere for at få mest muligt græs op, og til sidst tilført kogødning i pilleform.
I dag fik jeg så lavet to stier af de sten vi fandt ved jordvarmeprojektet, dejligt at genbruge dem. Stien har til formål at jeg kan nå rundt i hele bedet, uden at træde i stauderne.

Dagen blev sluttet af med, at jeg endelig kom til målet for det hele, - at begynde at tilplante mit hvide bed!!  Jeg har delt nogle af de løg grupper som er ved at være afblomstrede, - dobbelte vintergækker, Dortea-liljer og krokus og delte dem rundt i bedet. De blev suppleret med 4 potter hvide perlehyacinter som også  blev delt og fordelt. Jeg købte 2 flotte juleroser (Helleborus Niger) i Netto til 40 kr stk, hvor af den ene nu bliver afprøvet mod syd sammen med 3 hostaer.  3 afblomstede  hvide hyacinter og 3 hvide liljer blev sat i grupper.

Selv om det nu er mit første rigtige staudebed, så har jeg alligevel en del stauder rundt i haven, som nu kan ophøjes til det nye bed, - så derfor blev Høst anemoner, Hvid floks, løvefod (stor og lille), akelejer  og geranium (spændt på farverne) og hvid klokkeblomst sat i bedet.

Skønt at drømmen nu er ved at blive virkelig gjort. Det bliver spændende at se hvordan det vokser til, og hvordan det kommer til at harmonere med former, farver og højder. 


lørdag den 16. februar 2013

Fuld valuta for pengene.



Lige inden den sidste omgang sne, var jeg lige rundt og lure under hækkene, og sikke meget der nu gemmer sig under sneen! Erantis og juleroser er også her klar til at folde sig ud.

Sidste forår plantede jeg en primula ud i haven, efter den havde blomstret længe indendørs. Den fortsatte blomstringen haven, og i efteråret delte jeg den i 4, som hver for sig fortsatte sin blomstring! Og i januar kan jeg igen finde blomst! Det må da være fuld valuta for pengene!

I april 2012 købte jeg 8 små hvide stedmoderplanter i Plantorama for 10 kr! De stod fint hele sommeren, og i efteråret var de fulde af frø. Dem tog min søde svigermor sig af, og i november fik jeg 2 flamingokasser tilbage, fuld af små stedermoderplanter, der blev sat rundt i haven og uddelt til små værtindegaver! Jeg glæder mig til at se dem lyse op, når solen får lidt mere magt.


Klar til forår

Igen i år er jeg faldet for de fine primula. Denne gang blev det to dobbelte, som nu pynter foran terrassedøren. Jeg er spændt på, om de er lige så villige til at fortsætte deres blomsterliv i haven om en månedstid. I så fald tror jeg det bliver til skønsang fra de mange solsorte, som tillidsfuldt hopper rundt lige foran døren for at få lidt mad.
Dobbelte primula

Nyd lørdagen

torsdag den 14. februar 2013

Billedlotteri...



....får pludselig en helt ny betydning når man spiller med Picasa :-) 
Hvor er det sjovt!
Det kræver dog lidt flere runder før jeg har styr på alle detaljer.

Køkkenhave 2012

onsdag den 13. februar 2013

Hvordan var det lige...

...at det hele startede? Altså lysten og glæden ved haven og alt det der vokser i den?

I forbindelse med at jeg har startet denne blog op, myldrer det rundt i mit hoved om emner til indlæg. Hvad er det jeg gerne vil vise fra min have, hvorfor og til hvem? Er der en overordnet plan for det der sker i min have?  Kan det mon lykkes at få drømme og visoner til at falde sammen med det der reelt udspiller sig i haven, visuelt og praktisk?
Når jeg svømmer hen og inspireres af de mange blogs jeg følger, hvad er der så lige af nyt jeg kan komme med?

Og hvordan kan det være, at jeg hvert forår føler mig som en utålmodig ko (ja sikke en sammenligning), der står foran døren og kun venter på at for lov at komme ud på græs, som var det første gang?

Jeg er vokset op på en gård i sydsjælland, med en kæmpe have med blomster, græs og bede. Køkkenhaven var lige så stor, og rummede udover drivhus, kartofler og grøntsager også alverdens frugt og bær, så vi nærmest var selvforsynende hele året.
Jeg husker det som et sandt paradis om sommeren, når haven bugnede af blomster og frugt, som bare kaldte på at blive tryllet om til buketter, rysteribs og skøn marmelade. Samtidig var det også grundlag for lidt lommepenge når der skulle luges, sælges bær ved vejen eller samles kartofler op.

Flere gange var jeg heldig og fik lov at komme med min  til møde i husmoderforeningen til blomsterbindingskursus, juledemonstrationer eller på besøg i en planteskole.

For snart 20 år siden, fik jeg så egen have at boltre mig i, og jeg kunne mærke at lysten til "egen jord under neglene" blev vakt. De første år var det med en meget traditionel urtehave, med alt sået i lange lige rækker og suppleret med lidt sommerblomster og gule tagetes rundt langs huset.




2 børn kom til, så kravet var at det skulle være nemt og med god plads til børnene. Flere store træer er blevet fældet, adskillelige STORE bambus er blevet gravet op og et faldefærdigt skur er nedlagt. De rhododendron der stod rundt i haven er blevet samlet til et surbundsbed, men ellers har der ikke været fokus på staudebede.

I efteråret 2009 gravede vi så hele haven op i forbindelse med anlæggelse af jordvarme, så der var grundlag for at starte helt på en frisk. Ønsket er fortsat en køkkenhave, som kan bidrage med primært  nye kartofler, bær og salat, men også bønner, ærter og krydderurter. Samtidig har jeg fået øjnene op for staudernes fantastiske verden, og kan mærke hvordan jeg bliver udfordret af begrænsningens svære kunst for at skabe helhed over bedene.




Det bliver denne lyst og udfordring som jeg tror kommer til at fylde i mest i denne blog.
Jeg tror min havelyst og glæde kom ind fra barnsben, hvad med din?

søndag den 10. februar 2013

Årets første buket...


....fik jeg lavet d. 24 januar, trods 8 graders frost og et godt lag sne. Som skrevet i et tidlige indlæg, har jeg et mål om, at jeg uanset tidspunkt på året, altid kan finde lidt i haven til en lille buket. 
Lidt grønt fra efeu, lidt rosa fra Lyng og Alunrod, frøstande fra Solhat og Iris og grene fra troldhassel.
Jeg synes den blev ganske fin, men hvor bli'r det skønt, når haven igen blir fuld af friske forårskåde blomster!



Tid til nærvær

Vinterferien er godt begyndt, og sikken fryd det er at kunne se frem til en hel uge, med praktiske gøremål, hjemlig hygge og dejlige familiebesøg!
Denne søndag startede som så mange andre med, at jeg hyggede mig i køkkenet med at lave klar til brunch, mens den øvrige familie lå under dynerne. Jeg nyder roen og stilheden disse morgener, med udsigten til fælles morgenhygge.
I dag fik jeg dog lyst til lidt selskab, og fandt nogle programmer på DR Nu, som jeg endnu ikke havde set. I fem programmer med titlen "Helle for lykken" går Helle Lyster på "jagt" efter lykken og meningen med livet. Det første program handler om evnen til at være i nuet, at være nærværende i forhold til det man lige har gang i.
Helle Lyster stiller i programmet spørgsmålet; Bliver vi lykkeligere af at være nærværende?
Hertil svarer Ernest Holm Svendsen:

"Lykken er noget der opstår som konsekvens af de valg vi træffer, og som man er nød til at vedligeholde hele tiden! Hvis vi ikke er nærværende, er vi ikke i stand til at lægge mærke til de ting der opstår i nuet!"

Han beskriver samtidig forskellen mellem at være målrettet og målbevidst, som jeg har sammenfattet kort:
Hvis jeg er målrettet, så har jeg skyklapper på, så bliver det en lige linie fra A til B
Hvis jeg er målbevidst så er jeg klar over hvor jeg vil hen, men jeg har ikke lagt en fast vej og er åben over for hvad der opstår undervejs.

Mindfullnes eller bevidst nærvær er jo ikke et nyt begreb, men jeg synes, at det er noget som jeg har behov for gentagende gange at blive mindet om og tage ind til efterretning.
Jeg synes det kan være en svær øvelse, at falde ned i stolen og være til stede med hjerte og ører, uden samtidig skele til den lange taskliste, som også kalder på min opmærksomhed.
Der hvor det kan falde mig nemmest er når jeg roder i haven, på jagt efter skvalderkål, planlægger nye bede eller plukker blomster til buketter. Her er det som om alt andet lukkes ude og tiden på engang står stille og samtidig flyver afsted.


I denne uge vil jeg øve mig på at være nærværende i de ting jeg laver, sammen med min mand, mine børn og min familie, og samtidig være bevidst om de mål og opgaver jeg også har sat mig for at nå inden ferien er omme. Så håber jeg, at jeg om en uge har fået sat flueben ved mange af de praktiske gøremål, men samtidig være fyldt op, af sjove, varme og spontane oplevelser sammen med min familie.

For dem der er blevet nysgerrige kommer her et link til programmet: http://www.dr.dk/tv/se/helle-for-lykken/helle-for-lykken-1-5#!/04:34

Lidt billeder fra 2012 

torsdag den 7. februar 2013

Køkkenhaven årgang 0

Efter en hel vinter, hvor haven var en stor brakmark, kom der endeligt et forår, hvor det var muligt at komme i jorden igen og påbegynde vores nye have! Det  var et stort arbejde! Dels at få det nivelleret og dels at få samlet alle de mange sten, der blev med at dukke op til overfladen. Nogle af dem var forbavsende store, så dem glæder jeg mig nu til til at bruge rundt om i haven. Der blev fræset  revet, stampet, fræset engang mere, revet frem og tilbage og på kryds og tværs og så forfra fem gange mere! 
Hele familien kom igang, i virkeligheden rigtig hyggeligt - i hvertfald i starten! Resultatet blev at vi pludselig have lidt formeget jord, og da grunden skråner lidt, bestemte vi os lægge køkkenhaven lidt højere end den øvrige have.
Køkkenhaven vender syd-øst, så der er sol det meste af dagen. Vi havde mange overvejelser om hvordan vi bedst skulle udnytte stykket. Jeg havde som udgangspunkt bare lyst til at stampe nogle stier og så lægge kartofler og så sommerblomster. Det var det hurtigste og der var 400 m2 mere der skulle igennem sammen tur, før vi kunne så græs. 




Heldigvis har jeg en mere tålmodig mand, der går mere grundigt til værks, og som meget nødigt gør noget hurtigt og halvt. Så frem med vaterpas, afretningsskinner og målebånd. Vi havde arvet nogle betonfliser af naboen, så de blev lagt som ramme omkring bedene. Under fliserne lagde vi fiberdug, for at undgå mest mulig ukrudt. Vi havde både tanker om drivhus og højbede, men det blev skubbet lidt ud i fremtiden.




Haven blev inddelt i ni bede, og med et lille hjørne reserveret til lille terrasse. Et skøn plads i aftensolen og med en lille kold forfriskning i hånden! Jorden blev forbedret med komposteret muld vi hentede på containerpladsen samt naturgødning, og så var det ellers bare at komme i gang!


Der fræset endnu engang, denne gang  som forberedelse til græsplænen.!




Efter 6 uger så det sådan ud! Fantastisk!
Jeg er så glad for min køkkenhave, og jeg nyder den dagligt året rundt.
Nærmere beskrivelse med flere billeder fra min lille oase følger senere!

søndag den 3. februar 2013

Er der mon nogen..

...der har erfaring med overvintring af callaer?

Jeg har de seneste år været meget betaget af Callaer, og da jeg sidste år "faldt" over nogle løg, fik jeg lige lyst til at "lege" lidt med dem!





Løgene blev sat i hver sin krukke i midt i februar, og blev så sat lyst , og måske lidt for varmt?
Ret hurtigt viste de første spirer sig, og det blev hurtigt til lidt lange blade. I juni kom de ud på vestvendt terrasse, og kvitterede med ca. 5-7 blomster hver. De var meget flotte, dog ikke mørke som på billedet på pakken, men mere over i det laksefarvede. Flere af dem brugte jeg i buketter, hvor de holdt sig rigtig fint.




Efter blomstring blev de lange blade klippet af, og der skød flere nye frem. De to løg der blev sat i februar, havde nu delt sig, så der var ca 5-6 løg i hver krukke. Sidst på efteråret blev bladene klippet af og de kom ind i uopvarmet rum, ca 1o-15 grader. Her har de set hele vinteren uden vand, og nu begynder der så at vise sig små fine spirer. Så hvad gør jeg nu? Er bange for at sætte dem for varmt igen men de skal jo også have lys.




Og hvad mon med gødning, skal de have lidt nu for at komme godt fra start?
De små knolde ser fine og spændstige ud, så jeg er spændt på hvad de kan præstere i år?

fredag den 1. februar 2013

Om 4 måneder...


...så håber jeg, at jeg kan gå ud i haven og finde masser af blomster til mine vaser..




Rigtig god fredag :-)